Forloren hare. 

Ingredienser 6 personer

Farsen:

500 g finthakket oksesmåkød (8-10% fedt)
500 g finthakket svinesmåkød (8-10 % fedt)

ca. 1 tsk. salt
2 løg
1 fed hvidløg
6 spsk. rasp
4 tørrede enebær, knuste
2 kviste merian, bladene
2 æg
4 dl mælk
friskkværnet peber

Bardering:
10 skiver røget bacon

Saucen:
2 dl fløde (madlavningsfløde)
4 spsk. hvedemel
ca. 25 g smør
4 dl kalve- eller oksebouillon
3 spsk. ribsgelé
1 spsk. blåskimmel ost (fx Himmelblå)

Tilbehør:
400 g asier,
400 g tyttebær
1,5 kg kogte kartofler

 Fremgangsmåde

Kødet
Rør kødet sejt med salt et par minutter.

Pil løg og hvidløg. Skær dem i småstykker og kør dem i foodprocessoren sammen med resten af ingredienserne til farsen.

Når massen er jævn og findelt, blandes den med kødet.

Rør farsen grundigt og tilsæt peber.

Form den til et aflangt "brød" og placer i et smurt ildfast fad. Læg baconskiverne ovenpå.

Sæt "haren" i en 200° varm ovn og lad den brune i ca 20 min.

Saucen
Kom fløde, smør og mel i en kold gryde og rør det sammen.

Sæt gryden over og bring det i kog under omrøring og bag det godt igennem.

Spæd med bouillon til en sauce.

Smag til med salt, peber, ribsgele og blåskimmelost.

Saucen skal være sødlig som en vildt-sauce.

Hæld saucen over haren, skru ned til 150° og lad den bage i en lille times tid.

Overøs haren med sauce flere gange undervejs.

 Server med tyttebærsyltetøj eller rønnebærgele, syltede asier og kartofler.

Forloren hare

  --------
Borbye.com - opskrifter på nettet