Oversigt

Startside

Ingefær

Zingiber officinale
1,5 m. høj sivlignende plante med lange spidse blade og tykke grenede rodstokke i jordoverfladen.
Dyrkning: Ingefær er forholdsvis nem at dyrke. Friske rodstængler kan købes i de fleste grønthandler og større supermarkeder. Køb en god saftspændt rodstængel med begyndende spirer først på foråret. Den skal have lyst skind, som ikke er ved at skalle af.

Plant den inde i en stor potte, så den ligger vandret, dækket af et tyndt lag jord. Det er uden betydning, hvilken side, der vender op, blot den ligger fladt, da rodstænglerne automatisk vil spire opad. En god frisk rodstængel vil normalt spire i løbet af et par uger

Når vejret bliver varmere, typisk i slutningen af maj, kan ingefærplanten plantes ud i drivhus.

Ingefær trives bedst i halvskygge og temperaturer over 25 °C. Jorden skal være fugtig, men veldrænet. Ingefær tåler hverken at tørre ud eller at soppe i vand.

Planten gror med et antal stængler, én for hver spire, til omkring 60-80 centimeters højde. Den er ikke særligt pladskrævende.

I Danmark kan det være ret svært at få særlig stort udbytte af ingefær, da vækstsæsonen skal være et halvt til trekvart år for at få fuldt udviklede sideskud på rødderne. Bladene vil visne hen, når rødderne er fuldt udviklede, men det nås ofte ikke i Danmark.

Rødderne tåler ikke kulde, og der høstes om efteråret, typisk sidste halvdel af september, når den kølige tid kommer.


Krydderi: Velkendt asiatisk krydderi, der også har vundet frem i Danmark.
Medicinsk: Mod køre- og søsyge, kvalme, kolik, dårlig fordøjelse, forkølelse, hoste og dårligt blodkredsløb m.m. Udrensende.
Kosmetisk: I creme, shampoo og massageolie.
Diverse: I øl.

Opbevaring: Ingefær kan opbevares 2-3 måneder ved ca. 12-14 °C og 85-95% relativ luftfugtighed. I kortere tid kan den opbevares ved stuetemperatur, men den vil begynde at spire eller tørre ud i løbet af et par uger. Ingefær bør ikke opbevares ved temperaturer under 12 °C. Dog kan ingefær fryses nogle måneder og bruges i gryderetter.


Staude, frostfri.

NB:

 Planten, der kendes under navnet dansk Ingefær, har intet til fælles med den ægte ingefær udover det forvirrende navnefællesskab. Det officielle danske navn er nu dansk arum [41], og det videnskabelige navn er Arum cylindraceum. Tidligere var den kendt under navnet Arum alpinum spp. danicum.

Dansk ingefær er giftig, og de smukke bær kan måske være fristende for små munde. Dansk ingefær lugter lidt af urin, så det er nok tvivlsomt, hvor stor lysten til indtagelse vil være.

Dansk ingefær ligner meget italiensk ingefær, Arum italicum, der dog kan kendes på lyse striber på bladene. Også italiensk ingefær er giftig.

ingefaeringefaer2

 ------------------------------
Borbye.com - opskrifter på nettet