Ribbenssteg

Ingredienser

1-1,5 kg ribbenssteg
1 spsk groft salt
2 laurbærblade
3 dl bouillon eller vand

Sauce:
Sky fra stegen
mel
salt
Friskkværnet peber
evt. kulør

Gammeldags rødkål
1 lille rødkål ca. 1 kg
25 g smør
1 dl eddike
2 dl ribssaft
ca. ¾ dl sukker

Tilbehør
1,5 kg kartofler


Fremgangsmåde

Gå sværen efter, den skal være ridset helt ned til kødet, særligt ude ved kanterne, undgå at ridse for meget i selve kødet.

Gnid sværene med salt. Vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene. Stik laurbærblade ned mellem sværene. Læg stegen i en bradepanden, så sværen ligger så lige som muligt. Evt. kan du lægge en klump sølvpapir under et hjørne for at få samme højde.

Sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader. Efter en ½ times tid hældes bouillon ved. Lad stegen stå ialt ca. 1½-2 timer, til kødet er gennemstegt.

Skulle sværen ikke være helt sprød, så brun stegen efter ved 250 grader de sidste minutter, men hold godt øje med den, for det går pludselig meget hurtigt. Derfor skulle stegen have samme højde så grillen varmer ens over alle sværene.

Tag stegen ud af ovnen og lad den hvile en 15 minutter inden der skæres skiver af den.

Si skyen op i en gryde og drys mel over lad den stå et øjeblik. Pisk skyen godt igennem og varm den op. Smag til med salt og peber.

Tilberedning af rødkål

Snit kålen fint og svits den i smør i en gryde.
Tilsæt eddike når kålen er faldet lidt sammen.
Kog ved kraftig varme nogle minutter uden låg.
Tilsæt ribssaft og 1 tsk salt og læg låg på gryden.
Kog kålen ved svag varme i ca. 1 time.
Smag til med sukker og evt. mere salt.

------
Server stegen med hvide kartofler, brunede kartofler, rødkål og saucen.

Ribbenssteg

  Borbye.com - opskrifter på nettet