Vildtfrikadeller

Ingredienser

500 gram hakket vildtkød
salt fra kværn
peber fra kværn
1 tsk. knuste enebær
2 hele æg
1 dl rasp
lidt olie

500 gram frisk rødkål
4 syrlige æbler
20 syltede hvidløg
2 dl vildtfond
2 dl tyttebær

20 fine små bønner
4 skiver bacon
1 stort groft brød.

  Fremgangsmåde

Rør det hakkede vildtkød sammen med salt og peber, tilsæt de øvrige ingredienser, til farsen har en passende konsistens.
Lad farsen hvile, mens rødkålen laves.

Tag en passende gryde, kom lidt olie i gryden og svits rødkålene til de er blanke.
Skær æblerne i både, med skallen på men fri for kernehuset.
Svits dem sammen med hvidløg i 2 min, hæld fonden ved og lad rødkålen simre i 10 min under låg.
Tilsæt tyttebær og smag til med salt og peber fra kværn.
Sluk for varmen, men lad gryden stå på pladen, så rødkålen trækker færdig.

Tag en pande og smelt en smule smør.
Form frikadellerne i passende størrelse og steg dem ved middelvarme, til de er gyldne og gennemvarme.

Klargør bønnerne og ombind dem med et stykke bacon med 5 bønner i hvert bundt.
Lad dem stege sammen med frikadellerne, til baconen er sprød, og bønnerne er møre.

Anret den varme rødkål i bunden af 4 varme tallerkner.
Læg 2 frikadeller på hver tallerken og garner med bønner i svøb.

Hertil serveres godt groft brød.

Vildtfrikadeller med hjemmelavet rødkål

Vidste du det ?

Når du laver frikadeller, kan det være svært at få smagt farsen ordentligt til inden du begynder at stege dem.

De færreste har nemlig lyst til at smage på den rå fars, men er farsen ikke smagt ordentlig til, står du med et hold stegte frikadeller som er kedelige og ligegyldige – og når de først er stegt, er det umuligt bagefter at få salt og smag ind i dem.

Har du ikke mod på en smagsprøve så kom salt og peber i farsen - gerne lige i underkanten. Lav en prøvestegning med én lille kugle fars på størrelsen med en glaskugle. Når du har stegt den, smager du på den og vurder om den er krydret nok. Er du ikke tilfreds, får farsen lidt mere salt, og du steger en ny lille prøve.

 

  Borbye.com - opskrifter på nettet